Kvindekomiteen 8. marts donerer 20.000 kroner til Sønderborg Kvinde og krisecenter
Sønderborg d. 14 oktober 2024
Kvindekomiteen 8. marts Sønderborg har doneret 20.000 kr til Sønderborg Kvinde og krisecenter.
Hvert år afholder kvindekomiteen et 8. marts arrangement hvor overskuddet går ubeskåret til Sønderborg Kvinde og krisecenter. I 2024 gav arrangementet et overskud på 20.000 kr der i dag blev overrakt til Maybritt Kay Hinrichsen fra Sønderborg Kvinde og Krisecenter.
De indsamlede penge bruges blandt andet til udslusningspakker til kvinderne og deres børn, når de flytter fra Krisecentret.
Kvinde og Krisecentret støttes af Sønderborg Kommune, men de kommunale kroner er øremærket til drift. Kvindekomiteens donation er ikke øremærket og bruges derfor til at gøre livet lidt lettere for kriseramte børn og kvinder. Udover udslusningspakker er tidligere donationer brugt på ting som børnefødselsdage, transport til krisecentret for nyankomne kvinder, eller fornødenheder som f.eks hygiejnebind og Panodil, som ikke dækkes af driftstilskuddet.
Kvindekomiteen 8. marts er en frivillig forening med kvindelige medlemmer, der alle arbejder for at fremme forståelsen for kvinders sag. Overskuddet fra deres arrangementer går til at støtte udsatte kvinder og børn.
”Vores 8. marts arrangement – og dermed donationen til krisecenteret - kan kun lade sig gøre takket være gavmilde sponsorater fra bla. Linak, Sønderborg kommune, og Sønderborgs lokale erhvervsliv” fortæller Dorte Lykke Jørgensen. Hun er en del af kvindekomiteen 8.marts, som udover Dorthe består af Azra Hadzimahovic, Birgitte Pharao, Birthe Søllingvrå, Christine Kjær Jacobsen og Josephine Mørk Hansen. "I år havde lokale forretninger doneret utrolig flotte præmier til lotteriet, og vi er taknemlige for alle tilskud, store som små."
Til kvindedagsarrangementet i 2024 var over 100 kvinder samlet på Hotel Sønderborg Strand til foredrag med Laura Vilsbæk under temaet ”Mental Load”. Udover fagligt indhold med fokus på kvindelivet, blev aftenen også fejret med tapas, bobler, lotteri og overrækkelse af årets kvindepris til en frivillig ildsjæl.
I 2025 holdes kvindedagsarrangementet som champagnebrunch på Hotel Sønderborg Strand. Følg med her på
hjemmesiden eller på
facebook for opdateringer om programmet og billetsalg til lørdag 8. marts 2025.